Torvedag d. 7. april

Søndag d. 7. april kl. 10-16 er der atter Torvedag i Vimby

En forårs-søndag hvor du kan opleve hyggelig torvestemning og få stimuleret alle dine sanser, med en overflod af de lækreste økologiske smage, skøn musik, spændende kunst, smuk kunsthåndværk og guidet gratis rundvisning i Andelssamfundet. Så tag hele din familie, dine skønne venner eller dine søde naboer med på udflugt og tilbring den dejligste dag i disse skønne rammer, hvor du blandt andet kan opleve følgende:

LANDSBYENS GENBRUGS holder åben fra kl. 10-16. Her kan du snuse rundt og finde de skønneste kjoler, jeans, bluser m.m. Der er rigtig mange gode nye og også gamle bøger og vi har godt kvalitets baby og børnetøj.

VIMBYS CAFE er åben hele dagen og byder på lækre økologiske sager som friskbagte boller, kager og varme pandekager.
Fra kl. 10-11 kan du købe en lækker økologisk brunchtallerken med bl.a. vores egen oksespegepølse, pesto og hummus og selvfølgelig dejlige græsæg fra de gode høns på marken. Hertil ost, friskbagt brød og minipandekager med Pia og Karens lokale honning

Det nye HÅNDARBEJDSHUS holder åbent reparationsværksted fra kl. 12-16. Du kan få hjælp til at reparere dit tøj, og du kan fx. også sy en kjole eller bluse om fra genbrugsbutikken.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

VIMBY HØKEREN har åbent hele dagen. Kom og se den nye udvidelse af butikken med vores havudsigt på hemsen.

KUNSTNERHUSET KARAVANA
Det kreativt aktivitetstilbud for voksne udviklingshæmmede har fremstillet brugskunst i træ, glas og tekstil. De kommer med deres rullende campingvogn Butik UNIK og sælger UNIK brugskunst med helt egne kvaliteter.

Kl. 12-12.30 spiller MUSIKVÆRKSTEDET KARAVANA med deres 7 mands orkester.

En af de største forårsbebudere er, når DE FIRE ISTIDER åbner op for salg af is. På Torvedagen vil det fra kl. 11 være muligt at sætte tænderne i en af de mange læke økologiske smagsvarianter fra den hyggelige isvogn.

CHEZ MICHEL er Andelssamfundets pizzamester. På Torvedagen tænder han op i sin brændefyrede pizzaoven fra kl 11 og sælger de lækreste økologiske pizzaer fra sin hyggeligt indrettede pizzavogn, som er en ombygget hestetrailer.

GENBYGGEREN er et værkstedsfællesskab, som er bygget udelukkende af genbrugsmaterialer. På Torvedagen vil du i Genbyggeren kunne opleve og købe kunst og kunsthåndværk fra dygtige kunsthåndværkere, der udstiller og sælger deres smukke, fine og håndlavede sager. Der vil være smuk og spændende keramik, collager, pileflet med forår og påsketema, smykker, plakater, T-shirts og bronzefigurer. I Genbyggeren vil du kunne møde nogle af kunsthåndværkerne og få en snak med dem om deres håndværk.

Kl. 11 og kl. 14 vil der være GRATIS RUNDVISNING i Andelssamfundet, hvor du på en guidet tur kan høre mere om hvordan livet leves i et anderledes fællesskab, hvor der er fokus på bæredygtighed.

I PETERSBORG vil der hele dagen være boder med salg fra nogle af Andelssamfundets dygtige kunstnere. Her kan du blandt andet købe smykker og spændende keramik hos Yen Broby. Batikfarvet tøj og reuse hos Inger Marie Just og ArtMoney og ”påskesjov” hos Ina Marie Graneberg

Vi glæder os alle virkelig meget til at byde jer velkommen til en dejlig dag i forhåbentlig skønt forårsvejr.

Udgivet i Uncategorized

Håndarbejdshuset i Hjortshøj

Håndarbejdshus i Hjortshøj – Du kan være med.

Se aktiviteter og priser under “Håndarbejdshuset” her på siden.

Håndarbejde!!! Er det da ikke total oldnordisk at bruge det ord? Det hedder da Upcycling, Reuse, handcraft m.m.

Tja jo – det er det måske –  Men vi synes faktisk at håndarbejde et er en rigtig godt ord og et præcist udtryk for de aktiviteter vi gerne vil udfylde det nye værksted med.

Vi arbejder på lave et kreativt, socialt, fredeligt og arbejdsomt samlingssted i Hjortshøj som kan inspirere folk til

  • At hjælpe hinanden med at reparere, forskønne, omsy, designe nyt tøj af gammelt
  • Genopdage den tilfredsstillelse det er at bruge hænderne og sanserne.
  • Lave sjove spændende nye nyttige og unyttige ting af det der kommer ind i Genbrugsbutikken. Lamper, borde, hylder, computertasker, dekorationer – you name it.
  • At blive glade i låget af at bruge hænderne og hovederne i fællesskab med andre.

Vi håber også at vi kan få skabt et sted som kan være genopbyggende for folk med stress, udbrændthed eller sygemeldinger der kræver særlige arbejdsvilkår for at komme på ret køl igen.

Lige nu er vi i gang med at udvikle og få ideer til hvordan vi kan gøre huset levende og fint. Og vi vil rigtig gerne have flere med. Har du lyst til at være med så er du velkommen. Det kræver ikke at du kan alt muligt fancy med håndarbejde, men at du har lyst til at være sammen med andre om at sy, strikke, lave stoftryk, mosaikbilleder eller figurer eller borde eller hvad der nu viser sig.

Skriv til: elisabeth@landsbyliv.dk eller ring på 2620 3119 hvis du har lyst til at være med eller høre mere om det.

Om Hånd og Ånd:

Håndarbejde har ikke så høj status i disse skærmtider. Mens der er stor og bred evidens for at  motion er det sundeste i verden, bliver håndarbejdsværksteder lukket ned rundt omkring. Skoleelever har i stedet for håndarbejde fået håndværk og design på skemaet nogle få timer gennem hele deres skoleforløb og må nogle steder nøjes med at sy i papir på grund af prioriteringer og besparelser.

Den gængse holdning til håndarbejde er at det skal gøre NYTTE, ellers kan vi ikke forsvare det.

Håndarbejdslærer og psykolog Anne Kirketerp arbejder i sin forskning med  at skabe videnskabeligt belæg for at håndarbejde er sundt. Hun vender op og ned på de gængse forestillinger om håndarbejde. Hun argumenterer overbevisende for, at det er sundt for vores hjerner at nørkle, repetere og gøre ting færdige, modsat eksempelvis uddannelsessystemet, som bygger på, at når vi har lært een ting, så skal vi lære noget nyt og noget nyt og mere nyt. Det kan gøre os stressede og ude af flow og vi mister overblikket, koncentrationsevnen, evnen til fordybelse m.m.

Den motivation og passion der kan opstå når vi er skabende har mange positive effekter: Bla. meningsfuld selvforglemmelse, overblik og handlekraft, kontrol over tanker og positive emotioner.
Håndarbejde og håndværk har mange sundhedsfremmende effekter. Det kan gøre os klogere at lære nye, krævende teknikker, ligesom det kan øge vores evne til overblik og tage livet i små overskuelige bidder. Forskeren henviser til at tilstande som depression, stress, angst og demens har gavn af de mindfulde, kreative processer og fortæller, at hun selv for længst har taget nytte-faktoren ud af sine nørklerier. Der er rigeligt effekt blot i processerne med at sidde i sanselig, koncentreret opmærksomhed.

Udgivet i Uncategorized

Da Fanden kom til Hjortshøj – Teater

Har du lyst til at spille teater i Hjorthøj?

Så bliv skuespiller i teaterforestillingen – Da Fanden kom til Hjortshøj

– en ægte lokalhistorisk fortælling fra 1700-tallet om fæstebønders oprør mod en tyrannisk herremand på Skæring Munkegård
– et drama som indeholder de dybeste menneskelige følelser: Kær-lighed, sorg, ydmygelse, had, frygt, mod, fortvivlelse og værdighed
– en teaterforestilling med skuespil, sang og musik

– Kom uanset din alder, der er 30 roller spredt på alle aldersgrup-per.
– Kom med eller uden erfaring med at spille teater, bare du har lyst til at prøve at udtrykke dig på en scene.
– Kom hvis du har lyst til at synge

Øvning i vinter og forår – opførelser i Hjortshøj til POP UP lørdag d. 25. maj  2019

Kom til præsentationsmøde onsdag den 31. okt. kl. 19.00 i Petersborg i Andelssamfundet
Arrangør: Landsbyliv Hjortshøj v/ manuskriptforfatter og instruktør Steen Nielsen
Tlf. 40429016 – e-mail stni@via.dk

Fra Ronja Røverdatter 1992

Fra Skatteøen 1993

 

Udgivet i Uncategorized

Udvidet åbningstid i Genbrugsbutikken

Nye åbningstider i Genbrugsbutikken.

Fra 1 marts Genbrugsbutikken åben om torsdagen fra 15 til 18.

Der kan du finde Tina, som altid er klar til at hjælpe dig rundt i butikken.

Vi følger Høkerens åbningstider og vi glæder os til at man kan komme i Genbrugsbutik i Hjortshøj en dag mere.

Hurra

Udgivet i Uncategorized

Snarligt farvel til Tina i Genbrugsbutikken

D. 28. februar er vi desværre nødt til at sige farvel til vores gode medarbejder Tina i Genbrugsbutikken. Tina har været ansat i et år i flexjob i Vimby og vi har “lånt” hende, med der er desværre ikke råd til at fastansætte hende. Æv æv.

Tina har virkelig været et aktiv for butikken. Altid tid til en snak eller klar til at sortere de mange sække med tøj og ting som vi modtager.

Vi laver en lille farvelreception i butikkens åbningstid, så slå et sving om genbrugsen og vær med til at sige farvel.

Udgivet i Uncategorized

Julehygge i Genbrugsbutikken

Onsdag d. 20. december holder vi traditionen tro julehygge i Genbrugsen.

Vi åbner som sædvanligt kl. 15

Vi bager pandekager eller noget der ligner og serverer et glas gløgg, eller andre varme drikke. Der er sat julemusik på vores retro cd-afspiller og den får hele armen med gode tilbud i sidste øjeblik. Altså fx. mandelgaver og genbrugsjulegaver.

Kig op til os og bær julen ind med glæde og genbrugsiver

Fra vores herlige “Originale Værker” arrangement i november.

Udgivet i Uncategorized

Originale værker i Genbrugsrammer

FANTASTISK ORIGINAL AFTEN I GENBRUGSBUTIKKEN
Genbrugsen summer stadig af ord, toner, grin og næsten gråd. ord.

Der blev nogle underfundige timer med skæve vinkler og præsentation af stor kreativitet!
Genbrugsen var fyldt til bristepunktet og stemningen var lettere høj.

Det var et intenst varieret program med de 10 forskellige performere.
Musik, oplæsning, tegning og maleri, og man kan forundres over den iderigdom og refleksion der bliver udtrykt i forskellig mennesker.

Event koncept: Præsentation af egne originale værker på 10-15 min.

Aftenens program

  • Johs Thorst læser en fortælling der hovedsageligt er baseret på nationale historiske
    begivenheder mellem 1950 til 2017, der aldrig har fundet sted/ -og dog…
  • Lone Cecilie Platz fritids- freelance billedkunstner/illustrator/lærer/om sin billedserie: Yndlingssteder på Djursland/15 venners bud på yndlingssted og den inspiration det gav til Lones værker.
  • Rolf Ljungberg læser fra sin bog ‘Lilleby’ udgivet på Forlaget Æther/en sovende forstad til Aarhus/AP Møller
    bevilger penge til kulturcenter, hvor skal det ligge? Blikket vendes mod Lilleby.
  • Marie-Louise Laursen temaet for Marie-Louises oplæsning er dysterpoetiske beretninger fra fronten af et
    eksistentielt kollaps.
  • Christina Andersen essayist og ordsnedker folder livet ud.
  • Jesper Gaarskjær skønlitterær debut 2017 ‘at synke et ocean’/Peoples Press /digte om flygtninge/
    druknede børn på stranden/skærmene inficerer døgnet med billeder/om at indoptage frygten og brutaliteten.
  • Jens Aulkær Bentzen singer/songwriter/medlem af gruppen De sidste Bohemer/sange om venskab og udlængsel/
    forbudt kærlighed/samfundskritik/optrådt i Dk og Tyskland.
  • Thomas Vinther Andersen oversætter af haikudigte fra engelsk læser fra romanen Cryptonomicon
    om glæden ved den kreative proces/at få indhold stil og rytme til at leve bedst muligt op til originalen.
  • Ann-Kathrin Aulkær Bentzen tekster om øjebliksbilleder/portrætter af menneskers lyse/
    mørke sider debut i Gladiators afgangsantologi/Atlas over Aarhus tekst opsættes i Klostergade 2017.
  • Mikkel Stubbe Teglbjærgvinder af COOP’s tegneseriekonkurrence ‘Forbruger#’
    Samvirke/kendt fra tegninger rundt omkring i Hjortshøj/ tegner og fortæller historier.

 

Tak for en super aften sammen med 10 originale performers i Genbrugsen…

Bedste hilsner fra Genbrugsen og Hjortshøj Bogreol…

MON IKKE VI FINDER PÅ NOGET LIGNENDE EN ANDEN GANG?

Udgivet i Uncategorized

Landsbyliv er stifter af Fonden Multihus i Hjortshøj

I øjeblikket arbejdes der på fulde tryk for at få stiftet Fonden Multihus i Hjortshøj. Da Støtteforeningen ikke selv kan være stifter, hvis der skal sidde nogle fra den i bestyrelsen, så er der nogle andre der skal stifte den.

Landsbyliv kan og vil gerne gå ind som stifter af Fonden, ligesom de gjorde da Fonden Vimby skulle stiftes. Så nu er der gang i den proces og snart skulle det så være i orden. Så er vi klar til at gå videre. Der ligger jo en del forude før boldene kan trille i huset.

Udgivet i Uncategorized

8. juni- Koncert med Hvalfuglen

Torsdag d. 8. juni kl. 20. er der koncert i Petersbog med det spændende unge orkester Hvalfuglen.

Aktuel med debutalbummer “By” Ny nordisk folkemusik inspireret af jazzen.

Pris: 60 kr. som går til musikerne

 

Udgivet i Uncategorized

Generalforsamling med brunch & Cava

Generalforsamling & brunch søndag d. 23. april kl. 10. Gl. Kirkevej 56

Traditionen tro serverer vi en god brunch og er klar til at dele foreningens tanker og visioner med alle som møder op.

 Dagsorden:
1.Valg af dirigent og referent.
2.Bestyrelsens beretning.
3.Godkendelse af det reviderede regnskab.
4.Indkomne forslag.
5.Budget for det kommende år, med budgetoversigt for de følgende tre år, og fastsættelse af
kontingent.
6.Valg af bestyrelse.
7.Valg af revisor.
8.Evt.
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indsendes til bestyrelsen senest 2
uger før generalforsamlingen afholdes.
Udgivet i Uncategorized